KONCEPT | VISION | VÆRDIER | FORM
Akademiets Skolers udgangspunkt er: Som illustrator, designer og innovator skal du kunne arbejde i et flow. Læs om de forskellige fag og undervisningsmetoder og også om konceptet KiDS-for-Kids, som er egnet for skolelærere der underviser i de kreative fag.
FLOW I UNDERVISNINGEN
Undervisning i designprocesser og tegnetekniske principper
Tegne- og designundervisningen er projektorienteret
Hver opgave indeholder en teoretisk og en praktisk del inden for tegning, farver og form. I teorifagene skal den studerende arbejde med opstillede problemstillinger. Der skal søges viden, analyseres og problemstillingen skal afgrænses. Senere i processen fremkommer den studerende med forslag til en acceptabel argumentation ud over oplæg til konkrete løsninger. Den praktiske del handler om at kunne mestre modelfremstilling og farve- og tegnetekniske færdigheder. Teoretiske og praktiske færdigheder udmøntes i innovative processer. Den innovative proces dokumenteres i form af tegninger, prototyper og præsentationsmateriale.
Modeleksperimenter: Design, illustration og innovation
Diversitet og teknologi
Det primære for undervisning er multidisciplinær innovativ tankegang, som betyder flere indgangsvinkler til en opgave. Diversitet er med til at skabe gode og nye løsninger for fremtidens teknologiske modeller, globale udfordringer, produktionsmetoder og services samt empati. Fokus ligger på inkrementel innovation (nye produkter, services, systemer og processer baseret på det eksisterende) og radikal innovation (helt nye opfindelser). Udtryksformen er verbal og non-verbal. Det verbale fungerer i kombination med research og vidensbaserede discipliner, der åbner op for kvalificeret refleksion og kritik med henblik på nye, alternative bud. Det non-verbale indfinder sig i undervisningen i form af form/funktion og visuelle processer, der tør udfordre det eksisterende uden at være destruktiv.
Erhvervsopgaver og virksomhedsbesøg
Erhvervsopgaver på et professionelt plan
Den studerende bliver under uddannelsesforløbet præsenteret for en relevant erhvervsopgave af en til to ugers varighed. Erhvervsopgaven skal ruste den studerende til at se realistisk på sine arbejdsmetoder, og opleve realiteten i sine innovative værker, herunder præsentation og formidlingsform. Erhvervsopgaverne skal styrke den studerendes kontakt til erhvervslivet og, i bedste fald, danne netværk. Med henblik på at styrke den studerendes realitetssans i forhold til livet uden for skolen, arrangeres der med jævnlige mellemrum studieture til kreative virksomheder og -miljøer.
Talentudvikling
Personlig branding & talentudvikling
Talentudvikling berører de faglige kompetencer, den sociale aktivitet og det personlige vækstpotentiale. Talent kan være medfødt eller tilegnes på forskellig vis. Ens for det medfødte og det tillærte talent er, at begge forudsætninger kræver hårdt arbejde. Det vil sige dagligt at nære sit potentiale, udfordre sig selv og prioritere faglig ”øvelse, øvelse, øvelse”. Når talentet vokser, træder personligheden i karakter. Talentet får måske oven i købet en mission. Når talenter udvikler sig, kan der arbejdes med den personlige branding. De designstuderende på Akademiets Skoler skal fra første dag arbejde med deres personlige brand. Meningen er, at den studerende stiller sig kritisk konstruktivt over for de sociale medier, netværk, trykt presse, tv osv. Den studerende kan selv vælge, hvorledes det personlige brand skal komme til udtryk.
KID-FOR-KIDS MODELLEN
Kunsten at fejle
Invitation til 5000 fejl
Studerende der deltager i undervisningen på Akademiets Skoler trænes i at fejle. Fordi fejl er erfaring der kan bruges i udvikling af dels mennesket og dels de færdigheder man vil opnå at mestre. Det man betragter som fejl er blot afvigelse fra den egentlig handling og det er disse afvigelser der skaber forandring. Vi arbejder ikke efter en facitliste. Men efter den forudsætning, at alle mennesker kan skal have mulighed for områder i livet hvor man lægger tjek og kontrol-fænomenet fra sig. Som kunstner har man, ligegyldig hvilken kunstform, en spildprocent af værker, fordi det sublime skaber i dialog med det værk man arbejder med og dialog er altid uforudsigelig – det sublime står tilbage efter mange uforudsigelige undersøgelser, der føre til det egentlig værk. Den uforudsigelig underviser vi i at elske.
Praktisk tegneerfaring, farver, model & idéudvikling
Grundlæggende studietegning, farvelære og materialekendskab
Udgangspunktet er den klassiske eller abstrakte håndudførte tegnetekniske faglighed. Der satses på solidt håndværk inden for visualisering uden tekniske begrænsninger. Modelfremstilling i f.eks. størrelsesforholdet 1:1 eller 1:25 indgår i tegneundervisningen som håndværksfag. IT inddrages i det personlige arbejde som eksternt medie. Alle nævnte discipliner og teknikker og deres kvaliteter anses for at være brugbare som enkeltdiscipliner. Men de ses også anvendt i kombination med andre teknikker og udtryksformer. Digital udformning er meget anvendt som tegneredskab. IT inviterer til stor handlekraft, men har også sine begrænsninger. Digitalisering i kombination med klassiske tegnefærdigheder øger de innovative muligheder. Akademiets Skoler påtager sig især ansvaret for illustrationsundervisning i klassisk tegning, design og idéudvikling.
Innovation
Design og tegning samt akademiske metoder
Research, registrering, analyse og konklusion. Systematisering af viden indgår i de akademiske metoder, men hvordan omsættes metoderne til kreative processer? Dette søges besvaret via praktiske øvelser og tankeeksperimenter. Tilegnelse af viden baseret på historie, kultur, samfundet ”her og nu” og fremtidige udfordringer – globalt og for det enkelte individ. Aktuelle temaer er natur, mennesker, teknologi, produkter og samfundsmæssige forhold. Argumentation i form af dokumenteret viden og fremtidsanalyser inden for et valgt område er vigtig for vores tid og vores samfundsmæssige struktur. Samtidig understøttes forståelsen af den gode idé – oftest af et visualiserende formsprog. Billedet kan til tider stå alene og taler ofte for sig selv. Men en kombination af argumentation og billeder vil få ethvert produkt til at virke mere overbevisende over for andre. En åben innovationsproces styres i en kombination af billedlig afklaring og rationel tænkning. Det være sig i spørgsmål om et produkts bæredygtighed eller formgivning, eller hvilken viden eller oplevelser der kan styrke den studerendes evne til at arbejde visionært, konstruktivt og systematisk. Præsentation af projekter er et vigtigt element, der gerne skulle tale til det smukke, informative, seriøse og ikke mindst det bæredygtige i et produkt. På Akademiets Skoler kommer vi hele paletten rundt. Vi skal ikke blot blive dygtige - vi skal blive rigtig, rigtig dygtige. Vi skal tage del i nuets udfordringer og komme med forslag til fremtidens løsninger.
Design
Æstetik, design og funktion
Det æstetiske er en disciplin, der taler sit eget sprog. Æstetik er en subjektiv vurdering. Alligevel forekommer der retningslinjer for, hvornår et billede eller en form er i balance. Hvornår det taler til beskueren eller virker frastødende. Eksperimenterne handler blandt andet om at afprøve virkemidler som farve, komposition, materiale, struktur, form, lyssætning og interaktion. Og hvordan de forskellige komponenter understøtter historie, signalværdi, brugervenlighed og salgbarhed. Æstetik og indlevelse gør, at vi kan retningsbestemme vores innovative budskab eller design, eller fremkalde bestemte følelser i forbindelse med illustrative fortællinger og kunst. Undervisningen lægger op til, at det emotionelle og æstetiske skal være en opdagelsesrejse. Eksperimentelle værksteder. Princippet for designundervisningen er ”learning by doing”. Her handler designundervisningen om spontanitet, den pludselige indskydelse og tanker uden forbundenhed med eksisterende fordomme, trends eller forventninger. Rammen for opgaverne er relationen til form, funktion, æstetik og teknik. Der arbejdes ud fra tesen, at alt kan lade sig gøre – indtil det modsatte er bevist.
Reframing
Se i nye vinkler
Evnen til hele tiden se i nye billeder og muligheder frem for begrænsningen. Hjernen har sit eget liv, eller har den? Vi arbejder med kunsten at se situationer fra en ny vinkel, end det der ligger lige rundt om hjørnet. Vi tilrettelægger associationstrænings-frekvenser og ser på nye uforklarlige universer. Er det en menneskelig medfødt egenskab at være nysgerrig eller noget der kan læres? Der lægges vægt på reframing i undervisningen, fordi det udvikler den umiddelbare nysgerrighed og livsglæden. Det arbejdes både med den mentale del: at få hjernen til at acceptere det uvisse og se i nye perspektiver. Vii tager i særdeleshed fat i den praktiske del og her anvender vi vores gennemtestede designsproces, som vigtigt værktøj – i kombination med de boglige fag fra grundskolen og gymnasium.
DET DER BETYDER NOGET
Visioner
Designuddannelsen er fremsynet og værdiskabende
Akademiets Skoler er en tværfaglig kreativ uddannelse. Den planlagte designundervisning lever op til nutidens og fremtidens krav, visioner og udvikling. Det faglige grundlag fokuserer på det individuelle talent og dets potentialer, kombineret med selvstændig teoridannelse og visuelle tekniske færdigheder.
Teorierne understøttes af en undervisning, der inspirerer til refleksion og til løsninger, der udmøntes i konkrete og praktiske innovationsaktiviteter og designløsninger.
Værdier
Tegneundervisningen er udfordrende og projektorienteret
Det faglige indhold i tegneundervisningen er baseret på realiteter, optimisme, nysgerrighed, entusiasme, disciplin og respekt. Samtidig iscenesættes og konstrueres der fantasifulde og forandringsprovokerende opgaver, der dels arbejder med ”muren” (her til og ikke længere), dels ”rummet” (ubegrænsede muligheder).Designmodeller og innovationsaktiviteter perspektiveres i forhold til ny viden, erfaring og visioner.
Tværfagligt arbejde og designprocesser
Diversitet og teams med forskellige ressourcer vinder frem i erhvervslivet og i design- og kunstmiljøet
Studiemiljøet på Akademiets Skoler involverer mange fundamentale visuelle og innovative teknikker, der er omsættelige inden for design, kunst og arkitektur. Teknikkerne vil for den enkelte studerende betyde en spændende professionel fremtid med mulighed for et frit karrierevalg funderet på den studerendes basisviden, spidskompetencer samt gode samarbejdsevner.
Viden, erfaring og innovation
Grundlaget for et frit og levende billedsprog er erfaring
Billedsproget og de faglige samt tekniske færdigheder er en forudsætning for et arbejde som designer, arkitekt, kunstner eller innovator. For at udtrykke sig visuelt er det derfor en styrke at have kendskab til og at kunne håndtere gængse model- og tegnetekniske teorier, færdigheder og principper.
Akademiets Skoler arbejder med form og farver, to- og tredimensionelt, digitalt eller med pen og papir. Færdigheder, som den studerende kan anvende både professionelt og personligt.
Udvikling af professionelle innovative talenter
Innovation og bæredygtighed
Akademiets Skoler tager højde for, at det professionelle innovative talent udfordres i forhold til: miljømæssige hensyn, teknologiske fremskridt, etiske normer, sociale elementer, systemtraditioner, materielle muligheder, symbolske aspekter, kulturelle vaner, politiske styreformer, fysisk håndtering, globalisering, naturbetingelser, forretningsmæssige udvikling og krav til et bæredygtigt samfund.
Interaktion mellem design og illustration
Den strukturerede struktur
Interaktion mellem forskellige faglige discipliner pendler mellem det strukturelle og det ustrukturelle. Indtryk vil forvandles til udtryk og således bidrage til ny forskning i nye muligheder og nye løsninger. Den designstuderendes færdige projektprodukt i forbindelse med undervisningen er håndgribeligt i form af en portfolio af skitser og færdige tegninger, fotos og modeller – digitalt og i papirudgave. Illustrationerne kan anvendes i forbindelse med optagelse på længerevarende videregående studier, start af egen virksomhed eller ved jobsøgning.